Oversigt over de vigtigste skibstyper m.h.t. udseende og indbyrdes størrelsesforhold.
Tjalk
Fladbundede typer af hollandsk afstamning fandtes på vestkysten af Jylland. Den rundgattede (dvs et skib med rundet agterparti), fladbundede tjalk havde lav galeaserig, og der fandtes i 1858 et dusin af denne type hjemmehørende i provinsen.
Tjalke var relativt brede, fyldige og fladbundede med sidesværd. De var solidt bygget, beregnet til at sættes på grund, så de ved ebbe kunne lastes/losses med hestevogne.
En ‘Evert’ losser ved ebbetid. Fartøjet står støt, mens andre skibstyper ville ”vælte”.
De enmastede Tjalke var oprindelig rigget med sprydsejl, senere med gaffelsejl og topsejl eller råtopsejl og 2-3 stagsejl til et bovspryd.
Motortjalk Amstel
Paket
Paketskibe stævnede ud fra fynske havne som Faaborg, Svendborg, Kerteminde og Odense samt fra Ærø og Langeland.
De sejlede først og fremmest med fragtgods. Fra hovedstadens bryggerier slæbte de for eksempel masser af ølkasser til de lokale depoter. Men paketskibene tog også passagerer om bord. Da skibene var uden kahytter, måtte passagererne opholde sig på dækket eller i besætningens lugar.
‘Passagererne’ føres ombord på paketten Anna i Søby Havn, Ærø
Både paketfarten og DFDS’ indenrigsruter blev omkring 1970 overhalet af landjordens fragtmænd og deres lastbiler.
De sidste sydfynske paketter var
- M/S “Langelands Paket” (Rudkøbing-Dageløkke-Lohals-København),
- M/S “Freyapaket” (Faaborg-Søby-Ærøskøbing-København),
- M/S “Marstal” (Marstal-Fejø-Femø-København) og
- M/S “Svendborg” (Svendborg-København).
I slutningen af 1960’erne var de alle færdige med at pløje bølgerne. Derfor er ordet paket på vej i glemmebogen. Men trampfart bruges stadig.
Kuf
Kuf er en hollandsk type, fladbundet, bred til begge ender og grundgående. Den laster forholdsvis godt. For at formindske afdriften har den et sidesværd på hver side, der rager flere fod neden for skibets bund, når det er nedfiret. Er skibet på mere grundt/lavt vand, hives den underste ende af sværdet op på siden.
En kuf bliver kølhales
Erstatte sidesværd med centerbord – sænkekøl midt i skibet
Det har været forsøgt at erstatte køl og sværd med et centerbord, men dette system har aldrig vundet nogen større udbredelse; for selvom et centerbord i høj grad forbedrer sejlevnen, så snart vinden er tværs eller foran for tværs, så er den store centerbordkiste midt i skibet til alt for megen ulempe ved losning/ladning og tager den bedste plads i skibet. Desuden svækkes selve skroget meget, ved at alle bundstokkene må kappes over, for at centerbordet kan fires ned under skibet. Endelig er centerbordet udsat for beskadigelser ved at røre grunden, da det ikke kan hives op igen.
Kuf 1910
Galease
Galeasen anvendes mest i Norden; Hækken er flad, skroget med stærk og fyldig bov. Den har altid to master, hvoraf den forreste, som kaldes Stormasten, er den højeste. Den står temmelig langt fra Stævnen. Den agterste mast står meget agterlig og fører kun et Gaffelsejl. Det store forreste Gaffelsejl, som kaldes Storsejlet, danner i forening med de forreste Stagsejl(forsejl) og den lille Mesan det karakteristiske ved Galeasen.
Vito – skitse
Motorjagten Paket hales på land 1930 hos Eriksen i Marstal for at blive
forlænget og omtaklet til motorgalease
Sidesværd
Sidesværd forbedrer skibets sejlegenskaber markant i modvind. Et skib kan under ingen omstændigheder sejle direkte mod vinden, men det kan godt sejle temmelig skråt mod vinden. Et moderne sejlskib kan uden problemer sejle 25-30 grader op til modvind (”bidevind”), og det betyder at man ved at sejle skiftevis på den ene og den anden side af modvinden (”krydse”) reelt kan sejle til en destination som er direkte i modvindens retning.
Skib med sidesværd
Under sådanne omstændigheder er det selvfølgelige fordelagtigt at kunne komme så tæt til vinden som muligt, for jo tættere man kan gå, jo færre gange skal man krydse, som jo er en noget omstændelig procedure med et stort skib. Og i den sammenhæng er sidesværdet en genial opfindelse, som forbedrer vinklen til vinden med helt op til 6 grader.
Tjalken Anna af Omø
Sidesværdet er ikke nogen helt lille sag. Det er monteret på siden af skibet, og størrelsen af det betyder at det går helt ned under skibets køl. Den hydrodynamiske forklaring på sidesværdets funktion er at det leder hækbølger væk fra skibets skrog og dermed tillader skibets skrog at styre en tættere vinkel mod vinden. En anden mekanisme er at sidesværdet, som altid sættes til læ, får kanaliseret luft under skibets køl og dermed nedsætter skibets modstand gennem vandet, et princip der er velkendt fra speedbåde (når de “planer”) samt fra moderne fragtskibe, hvor kompressorer, der blæser luft ud af skroget, kan reducere brændstofforbruget med adskillige procent, fordi det får skibet til at sejle på en luftpude.
MotorTjalk Amstel Holland
Sidesværdet blev oprindelig opfundet af kineserne, men i 1500-tallet blev det hjemført til Europa af hollænderne, og snart sås det også på danske både.