Byggebedding
Den normale søsætningsmåde til et stykke ind i 1900-tallet er den skrå afløbning – altså fra en skrå byggebedding i strandkanten ud i vandet.
Afrulning – afløb.
Ved værfterne i de danske havne foregik mange søsætninger indtil ca. 1860 ved afrulning i stedet for afløbning. Læs denne øjenvidneberetning:
“Nu om Stunder løber Skibene ud, men det gjorde de ikke i gamle Dage, da søsattes de ved Udrulning. Det var ret besværligt, til Tider kunde det vare baade 2 a 3 Dage at rulle et Skib ud. Det foregik paa den Maade, at Skibet stod paa en Sko, under denne var anbragt store runde Træstammer, i begge Ender af disse var der hugget firkantede Huller, og heri anbragtes svære Stokke, de saakaldte Haandspager, med dem drejedes Stammen lidt af Gangen, dog alle paa een Gang. Det gik kun smaat, og man bevægede kun Skibet ganske lidt fremad ved hver Drejning. Det var besværligt at faa Skibet ud paa Dybet paa denne Maade; man maatte stadig have Øje med, at Spagerne ikke ved Drejningen trykkedes ned i den flere Steder ofte bløde Bund ved Strandbredden. En Mand stod agter ude og sang ud, han ledede og kommanderede Folkene ved Spagerne…”
Fiskekutter søsættes i Rønne i 1944. Kutteren bliver trukket ned til vandet med taljer.
Ophalerbedding
Med dampkraft og senere motorkraft til rådighed blev mange provinshavne udstyret med ophalerbeddinger, der kunne tage fartøjer af fiskefartøjsstørrelse, galeaser, skonnerter og lignende småskibe op hvilende i en skinnevogn med sidestøtter.
Med et wirespil fra den rødbrune barak ovenfor ophalerslæden trækkes skib og slæde op på de to skinnespor. Eriksens Plads Marstal 2013
En ophalerbedding eller slip er et skråplan bygget af tømmer, sten eller beton som et slags vejforløb fra et stykke oppe på strandkanten og ud i vandet. Ophalerslæden føres ud i vandet, så skibet, der skal løftes, kan glide ind over den.
Tørdok
Dok-rummet er udgravet tæt på vandkanten, og dokkens ydre ende er lukket med en vandtæt og bevægelig port. Dokken fyldes med vand gennem rørledninger, så porten har ens vandtryk på begge sider, hvorefter porten åbnes. Skibet sejler nu ind i dokken, dokporten lukkes, og vandet pumpes ud.
Mens vandet pumpes ud, sikres skibets placering i dokken konstant med trosser og vandrette støtter fra dokkanten til skibssiden, så man er sikker på, at kølen kommer til at hvile lige på stabelblokkene som det skal.
Når skibet er grundfast, sættes sidestøtterne endelig fast, og kimingsklodserne, der kan være kædetrukne, trækkes ind på plads, så skibet ikke kan glide ned fra stabelblokkene eller i øvrigt kæntre.
Jernbarken ‘Johanne’ i tørdok i Liverpool for bundeftersyn og bundmaling. Bemærk at klædningen er ’Ud og ind-metoden’ hvor hver anden rang ligger tæt på spanterne. Det er den mest anvendte metode.
Flydedok
Efter jernkonstruktioner og dampmaskineri til pumper blev indført, kom der flydedokke i mange havne. Havde man ikke en flydedok, måtte bundvedligeholdelsen af skibene ske ved kølhaling, dvs. overhaling, så en stor del af skibsbunden kom ud af vandet.
B & W i København 1956. Bugserbåden PLUTO slæber skibet, SEA ISLE, ind i flydedokken.
Flydedokke er en dok med stabelblokke og sidestøtter oven på en hul tanksektion, en bundponton – en slags stor pram med en flad topflade og for det meste to lodrette sideopbygninger, sidepontoner.
Flydedok i Frederikshavn
Tanksektionen kan fyldes med vand, så dokken derved nedsænkes. Vanddybden over bundpontonen afgør hvor store skibe dokken kan tage. Skibet kan nu flyde ind over stabelblokkene, hvorefter vandet pumpes ud af tanksektionen, så flydedok og skib hæver sig, til bundpontonen er kommet passende over vandet.
Flydedokken fortøjes gerne ved et værft, så arbejdet og tilførslen af materialer kan ske praktisk og hurtigt, men der er intet i vejen for, at en flydedok kan operere langt fra land, så længe værkstedsfunktionerne kan opretholdes på dokken eller på et hjælpefartøj.
Flydedok i Marstal kan tage skibe op til (L x B) 115m x 15,5m, dybgang 4,8m, 3500 tons løfteevne, med fuld krandækning. Der modtages coastere, færger og andre typer skibe.
Rullegilde
Skibet løber af Stabelen. Det betydningsfuldeste øjeblik i et skibs tilværelse er det tidspunkt, da det skal gøre overgangen fra bygge-pladsen til det våde element, hvor det hører hjemme. Søsætning af et nyt skib har derfor altid været forbundet med festligheder. De havde ofte et religiøst indhold, men var også en fest for et stykke fuldført arbejde, som byggere, redere og mandskab deltog i. I Danmark blev der i sejlskibstiden flaget fra byens huse, og borgerne stimlede sammen på havnen for at se afløbningen. Også skibene var pyntet med flag og navnebrættet på agterstævnen var dækket af et stykke sejldug, der blev fjernet under afløbsprocessen.
”Veset”, der under stor bevågenhed løb af stablen i Rønne 28. januar 1896, var det første jernskib.
Skibstømrerne slog under opsang fra formanden klodserne væk under skibet, så det hvilte på slæden, og under stigende fart løb skibet ud. Sejlskibe løber med forstævnen først ud, mens maskindrevne skibe løber ud med agterstævnen først. Når skibet var kommet fint i søen, blev der afholdt en fest for en indbudt kreds.
Gunner Egholm Rasmussen: ”Da jeg var barn, fik vi altid fri fra skole, så vi kunne gå ned at være med til søsætning af de nye skibe. Og det var en fest at få lov til at stå oppe på dækket, når fartøjet gled ned ad beddingen” Fra søsætningen af Bonavista i Marstal pinsen 2012