1. februar 1938 bliver værftspladsen på havnen i Ærøskøbing overtaget af Armand Christensen.

I de næste 44 år, indtil 1982 hvor Armand Christensen som 72-årig sælger værftet til Viggo Dreyer på naboværftet, bliver der opført 71 nybygninger. Af disse er de 46 fiskekuttere på en størrelse mellem 15 til 90 BRT.

Værftet i 1939 som det ser ud da Armand Christensen overtager det

De senest byggede kuttere har som noget nyt styrehus af glasfiber med udfaldende frontvindue, konstrueret af Armand Christensen selv og støbt på det lokale bådeværft Erria. Kutterne bliver mestendels leveret til danske vestkystfiskere, tilvejebragt af Armand Christensens salgsturneer i Jylland, andre går endda til Grønland.

Sommeren 1945. Kutter med byggenr 17 er klar til stabelafløbning. Nybygningen skal til at søsættes, løbetøj og bremsetov er lagt ud. Kutteren står højt oppe på land som de gjorde i starten; senere blev de bygget længere ned mod vandet. (Foto er taget af Armand Christensen selv.)

Ind imellem kutterne bliver der også bygget lystbåde af høj kvalitet. Bl. a. den berømte Ærø-jagt.
Værftet er også fremme i skoen mht til motorfundamentet, hvor man med positivt resultat går fra at bruge tømmer til at bruge stålbjælker som fundament.

VYL’s stabelløb 1963. VYL er navnet på den station/position, hvor fyrskibe ligger forankret ud for Esbjerg. Skipperen hedder Andreas Thygesen, Esbjerg. VYL kommer i 1970 tilbage og bliver trukket op i hallen og forlænget så den måler næsten 100 BRT. Den er nu ophugget.(Foto: Jens Arne Rasmussen) Ifølge J.A. Rasmussen er personerne på dækket Viggo tv. og Ivan th. og måske Hans Chr. midtskibs.

Stabelafløbning 1951. Kutter M31 ‘Annelise’ 18 BRT til fisker Rasmus Nygård (med hvid kasket). Armand og Karen Christensen står th for Rasmus Nygård. Th kan man se spanterne rejst til nybygningnr 29 ligeledes en 18 BRT kutter. (Foto Jens Arne Rasmussen)

Hallerne

Armand Christensen lader en hal – ‘Den gule Hal’- bygge i 1946/47 af mursten fra den delvist nedrevne Oldemarkslejr, som tyskerne under krigen har anlagt på det sydlige Ærø. Hallen bliver anvendt som maskinhal.

Den gule Hal’ opføres i 1946/47 – foto fra 1956. Hallen har på trods af skiftende murfarver bibeholdt sit navn.

De mange fiskefartøjer bliver i de første år bygget i det fri, men i 1960/61 får værftet en ordre fra Den Kongelige Grønlandske Handel på 2 kuttere. Den Grønlanske Handel forlanger at bådene skal bygges inden døre, hvorfor der bliver rejst en ‘byggehal’ til formålet.

Træet til skibene bliver losset med en 6 tons svingkran som værftet anskaffer fra Faaborg Jernstøberi i 1940 – her 70 år senere ‘lettere’ ramponeret.

Kølen er strakt; agterstævnen er ved at blive rejst med en kranbom. Skråstivere mod beddingen sikrer stævnen mod at vælte. Spanttømmeret ligger klar til udhugning på jorden ved maskinhallen.

Virksomheden bliver, da den er på sit højeste, den største i Ærøskøbing med omkring 30 ansatte som håndværkere, lærlinge og arbejdsmænd.

Værftet 1988 fuldt udbygget. Den store byggehal er kommet til. Nybygningerne kan herfra glide direkte ned i vandet. Pladsen på havnen er efterhånden trang.

Det store og lidt vemodige øjeblik da den sidste kutter forlader byggehallen omkring 1979 (Foto: Peter Schmidt)

Alfred Hansen
Med hjælp fra Ærøskøbing Havneudvalg åbner Alfred Hansen en motorfabrik i 1936. Havnen har for at støtte den nyetablerede virksomhed ladet opføre et 10X8 meter stort maskinværksted med inventar – drejebænk, 10hk elektromotor og en fast filebænk.

Maskinværkstedet opført af Havneudvalget 1936

De 3 første år betales ingen leje…Ja havnen bestiller sågar en motor hos motorfabrikken og spiller dermed en positiv erhvervsaktiv rolle.

Alfred Hansen indhugger ‘fribordsmærker’ på et nittet stålskib 1955

Alfred Hansen producerer i de næste 25 år små benzinmotorer samt udfører skibsreparationsarbejder.

Travlhed og snævre pladsforhold på havnen. Til højre kan man se maskinhuset, som havneudvalget opførte til Alfred Hansen. Bemærk ‘skiltet’ på taget: ‘Motorfabrikken Ærø’

Viggo Dreyer
Viggo Dreyer overtager værkstedet i 1959. Han leverer bl.a. smedearbejde til naboværftet Ærøskøbing Skibs- og Baadebyggeri etableret i 1938 af Armand Christensen.
Viggo Dreyer opbygger en fast kundekreds af småskibe og færger fra Det fynske Øhav.

1980’erne er hårde økonomiske tider og pladsen på havn og bedding er efterhånden lille og trang.

Værftet forsøger sig med nicheprodukter, således vindmøller fra 1988 og senere produktion af hydraulisk spil.
Værftet går konkurs januar 1990

Den gamle havneplads i Ærøskøbing er blevet omdannet til:

• et arbejdende kulturbevarings- og formidlingscenter, der samtidig fungerer som et
• uddannelsestilbud for unge med særlige behov.
• værftet fungerer ligeledes som turistattraktion.

Projektet, der er blevet døbt Øhavets Restaureringscenter, er gennemført i samarbejde med Udviklingsfonden, Ærø Kommune og Realdania.

Nyt liv på havnepladsen

Som i så mange andre tilfælde rundt om i landet har også Ærøskøbings gamle havneplads udtjent sit oprindelige formål. Det bevaringsværdige værftsområde er nu blevet reetableret  gennem renovering og ombygning af de vigtigste bygninger, så området påny kan fungere som reparationsværft for nittede stålskibe. Derudover er den gamle bedding blevet restaureret, så den fungerer som centralt omdrejningspunkt for Restaureringscentrets aktiviteter.

Den gamle forfaldne bedding er fjernet og en splinter ny har indtaget dens plads. Til højre ses lidt af den nyopførte ‘byggehal’.

Et sted med fortid

Det gamle værftsområde var tidligere en myretue af liv og aktivitet, baseret på skibsbygning og skibsreparation. Allerede i slutningen af 1800-tallet bliver der bygget mindre træskibe på midlertidige beddinger. Aktiviteten vokser i de første årtier af 1900-tallet og når sin storhedstid i perioden 1938 – 1982, da skibsbygger Armand Christensen er ejer af Ærøskøbing Skibs- og Baadebyggeri. I denne periode bliver de fleste af de bygninger og anlæg, der stadig findes på området, opført.

Armand Christensens byggehal 1978. Hallen forfalder hurtigt efter at værftet stoppede og er nu revet ned. Jens Arne Rasmussen: “De 2 skibe under bygning er nærmest, Skrog til bådebygger Niels Erik Dyreborg og bagest er det Ann Shipco, København som er ved at være klar til afløb, begge lystfartøjer.

Siden da er aktivitetsniveauet droslet mere og mere ned, i takt med at behovet for mindre skibe er faldet. I 1980’erne bliver der stadig repareret mindre stålskibe på området. Herudover er der forsøgt at starte forskellige nichevirksomheder, bl.a. bliver der på et tidspunkt gjort forsøg på at starte en vindmølleproduktion. I 1990’erne er den væsentligste aktivitet et bådudlejningsfirma. Fra 2002 henligger området uden større aktivitet. Og de forfaldne bygninger, bedding og kran har trøstesløst ligget og mindet om storhedstiden, hvor havnepladsen var byens stolthed og største virksomhed.

De genfundne færdigheder

Det Gamle Værft er et sted for bevaringsværdige stålskibe, og på værftet anvendes og ikke mindst formidles de gamle skibsbygningsteknikker. Det håndværk og de færdigheder, som gammeldags jernskibsbygning/reparation kræver, findes ikke i dagens Danmark i nævneværdig grad, så værftet har kontakt til Bredalsholmen i Norge, som er et center for gamle stålskibe. Hen ad vejen håber Det Gamle Værft på selv, at få oparbejdet de tabte kompetencer.

Havnepladsen med den nye bedding (tv), de to nittede jernskibe Angelo & Vito, den nye byggehal og længst til højre den renoverede blå ‘maskinhal’.

Det Gamle Værft er ejer af to nittede jernskibe, som begge kræver en ‘kærlig’ hånd. Begge fartøjer er erklæret bevaringsværdige af Skibsbevaringsfonden, så når de økonomiske midler kommer, får værftet nok at se til.

Det Gamle Værft med bedding og hal står færdig maj 2014, hvor det åbner for publikum.

Vito, Angelo og den 3-mastede skonnert Fylla i baggrunden