Fastelavnstraditionen beskrevet af Edith Vejsnæs – købmandskone i Stokkeby.
“Når julen var forbi, og den lange vinter lurede lige om hjørnet, hvad skulle man så glæde sig til, hvis ikke fastelavn ventede i baggrunden. Og fastelavn var virkelig en begivenhed, man glædede sig meget til. Først gik karlene sammen og dannede en lille “komité”, der så blev enig om, hvad de forskellige karle, der meldte sig, skulle være; forryttere, bagpiskere, lakajer, tjenere på musikvognen eller menige.
Når man var kommet så langt, kom noget af det vigtigste og afslørende; man skulle vælge en ledsager, en pige, der skulle pynte en selv plus hjælpe til med at udsmykke ens hest. Og pigen, man valgte, blev meget hurtigt anset som ens kommende kone – dog der var selvfølgelig undtagelser.
Alt dette skete cirka en måned før selve fastelavn, så begyndte nemlig alt arbejdet med at få hest og rytter fine. Man mødtes nogle stykker rundt om i de hjem, hvor enten pigen eller karlen tjente, eventuelt i deres eget hjem. Karlen medbragte sit “fastelavnstøj” d.v.s. sorte bukser, jakke og hvid skjorte, hvorefter fremstillingen af bånd, blomster, rosetter og lignende startede, og efterhånden forvandledes det triste sorte tøj til en sand farvesymfoni med bånd ned ad buksebenene og rosetter på jakke og skjorte. På hovedet bar man stort set alle slags hatte fantasifuldt som en feltmarskal i krig, dog mest skråhuer, som man lånte sig frem til.
Efter et par timers intenst arbejde serverede madmor en kande kaffe ledsaget af hjemmebagt franskbrød med honning. Allerede ved 10-tiden brød man op, husk kl. 5 næste morgen kimede vækkeuret igen, for man havde ikke alskens moderne tingel-tangel såsom malkemaskine til hjælp.
En særlig opgave var det at pynte musikvognen. I den befandt sig 2, 3 eller 4 musikere. Vognen var en charabanc med en kusk plus en tjener på bukken (altså i alt 5-6 stk.) Denne ekvipage blev pyntet til en sand farvesymfoni i rødt og hvidt. Hjulenes eger blev skiftevis omviklet med rødt og hvidt samt blomster lavet af papir påsat hele vejen rundt på vognstellet.
Musikvognen pyntet i rødt og hvidt på ‘Pedersminde’ i Stokkeby 1939. På bukken sidder th Jens Peter Sørensen og tv Andreas
Endelig oprandt dagen. Optoget bestod af alle landsbyens karle, der havde meldt sig, og de red to og to sammen, med undtagelse af “kongen”, der red i ensom “majestæt”. Først kom de to forryttere, som, når man nærmede sig en besøgende gård, red i forvejen og op foran hoveddøren, hvor gårdejeren og konen stod parat. Rytterne bad om tilladelse til, “at hans majestæt måtte besøge gården med sit følge”, hvad gårdejeren sanktionerede, hvorefter begge ryttere galopperede tilbage og hentede hele følget.
Kongen omgivet af to af sine tjenere. Kongen er Casper Marius Albertsen – smeden i Stokkeby.
Beværtningen bestod af varm punch (det var som regel bidende koldt) eller fastelavnsboller med dejlig varm kaffe, eller et glas vin eller anden form for spiritus, hvorefter en af lakajerne takkede for den fine modtagelse og traktement samt sluttede med at udbringe et leve for gårdejeren med frue.
Rise præstegård – præsten (Pastor Johansen) tager imod stående på trappen.(1937)
Når selskabet havde besøgt sognets gårde, kunne man ane det på adskillige af rytterne, så det var lykken, at landbrugshestene, man red på, var af den tunge slags, som tog det roligt, selvom rytterne dinglede lidt. Ved middagstid kom man ind på den gård, hvorfra “kongen” stammede. Hestene kom ind i laden, hvor der var foder og vand til dem, mens rytterne blev bænket med smørrebrød og drikkevarer, både varmt og koldt.
Sygehuset – til opmuntring af de indlagte.
Alt dette pyntede jo på facaden, så efter en times tid var man klar igen, og så gik turen til Ærøskøbing, hvor besøgene gjaldt alderdomshjem, sygehus og rådhus. Borgmesteren gav som regel en pæn skilling til rytterne.
Optoget er nået til torvet i Ærøskøbing hvor rådhuset lå. I huset overfor lå Rixens ejendom hvor borgmesteren Wilhelm Andersen boede. Han ses i vinduet. Foto fra 1919/20.
Så var det tid at ride hjem og komme sig lidt til aftenens fest med damer og dans. Denne fest blev som regel holdt på “Skovlygård” eller Laurits Albertsens malerværksted, hvor lokalet var draget, som det hed, d.v.s. store lagner var ophængt, så hele rummet virkede som en stor stue yderligere pyntet med kulørte blomster, flag og bånd. Alle i landsbyen var indbudt til denne fest, hvor der var spisning, og man snakkede og dansede til langt ud på de små timer.
Det kan man da kalde landsbysammenhold, og tænk, det er kun cirka 40 år siden.”